Læsning

Læsning på mellemtrinnet

På mellemtrinnet forventer vi på Antvorskov Skole, at eleven har knækket læsekoden, hvilket betyder, at de hurtigt og sikkert kan højtlæse enkle tekster. Opgaven på 3. klassetrin er derfor at skabe rum og tid såvel i skolen som hjemme til, at eleven kan få højtlæst rigtig mange sider for at blive en hurtig, flydende og automatiseret læser. 

Vi siger normalt, at eleven skal have læst 30 bøger på mellem 50 og 100 sider højt for en voksen, før eleven er flydende læser. Hvis dette ikke sker, ser vi ofte, at eleven i udskolingen vil blive en alt for langsom læser med mindre overskud til teksternes faglige indhold.  Når eleven har læst de mange sider, vil eleven i slutningen af 3. klasse være i stand til at flytte læsningen ind i hovedet og blive stillelæser. Som lærer og forældre kan I tjekke, hvornår eleven er klar til denne transformation. Lyt til elevens flydende højtlæsning, bed ham efterfølgende om at læse de næste sider indenad, mens I selv læser med i teksten og vær opmærksom på om læsetempoet falder. Hvis læsetempoet falder skal eleven endnu en periode højtlæse. Fastholdes tempo eller øges det, er eleven nu klar til at stille-læse. 

Fra 4.-6. klasse forventes eleven at kunne stille-læse, og det er nu mest et spørgsmål om øget læsetempo, der er i fokus. Der ud over vil vi i skolen træne en lang række af læsestrategier, så eleven kan læse instruktioner samt hurtigt og nemt finde informationer i teksterne. Hjemme er det fortsat vigtigt at spørge ind til elevernes daglige læsning. På mellemtrinnet opfordrer vi meget eleverne til at læse seriebøger, så eleverne får masser af læsetræning. Dette arbejde kan vi som skole ikke gøre alene, der skal hjemme sættes rum og tid af til læsningen. Tal med dit barn om de serier det er i gang med at læse. Er det svært, at få barnet at finde en god seriebog, kan I evt. som familie lytte til nogle forskellige bogserier som lydbog på E-reolen GO (nyt vindue)
(nyt vindue)

Vær altid opmærksom på, om dit barn vælger for svære tekster. Bogens LIX tal og bogens tykkelse må aldrig blive et parameter for, om bogen er god for dit barn. Som rettesnor taler vi ofte med eleverne om 5-fingerreglen. Tag et opslag i bogen, bed dit barn om at læse højt og tag en finger op for hvert ord barnet går i stå ved. Er der fem fingre eller flere på et opslag, er bogen for svær til frilæsning. Er ingen fingre oppe vil dit barn være i stand til at læse sværere bøger, men der skal altid være plads til også at læse lette bøger. 

Elever på Antvorskov Skole skal læse bøger, der udvider deres verden. De skal læse bøger, som de kan hulke af grin af, græde over eller, hvor de kan lære noget om verden omkring dem, og det kan de ikke, hvis bogen er så svær, at dit barn skal stave sig igennem hver eneste sætning. Lyt til dit barns højtlæsning ind i mellem og tal med dem om bogens indhold. Husk læsning og de fantastisk mange skønne børnebøger skal skabe mange timers gode oplevelser og være fundament for livslang læseglæde. Er du bekymret for dit barns læsning, skal du altid kontakte barnets klasselærer. 

Fem gode idéer til at styrke dit barns læseglæde:

  • Vær interesseret i de bøger dit barn læser
  • Lyt til lydbøger sammen med dit barn og tal om dem
  • Læs højt for dit barn og lad dit barn læse højt for dig - også selvom det nu går på mellemtrinnet
  • Gå på biblioteket

Giv dit barn gode bøger i jule- og fødselsdagsgaver.